Med kun én dag fri fra arbejde var det under ret vanskelige vilkår at komme til solformørkelse. Formørkelseszonen gik igennem det centrale Europa - Metz, Stuttgart, Baliton-søen i Ungarn etc.)
Kun Metz og Stuttgart var inden for rækkevidde, og vejrudsigten sagde overskyet og mulighed for regn.
Sammen med en kammerat kørte jeg fra Læborg d. 10/8 kl. 16 med retning mod Metz.
Lige nord for byen fandt vi en bakketop med god udsigt mod vest, og vi satte os til
at vente på solformørkelsen. Der var pæne huller i skydækket, så vi var optimister.
Endelig begyndte formørkelsen, og vi kunne følge den delvise formørkelse til Solen
blot var en tynd streg - ca. 30 sekunder før totaliteten - så gik skyerne for.
Desværre var skyerne så kraftige, at vi intet kunne se igennem dem, og de forsvandt først -
ja, træls - ca. 30 sekunder efter totalitetens ophør !!
Var det så forgæves ? Nej bestemt ikke. Under totaliteten kunne vi stadig se på stjerner og
planeter, som ikke normalt er fremme på den tid, ligesom vi oplevede at fuglene og køerne
gik til ro. Da lyset kom igen, lå alle køerne langs de levende hegn.
Vi oplevede selvfølgelig også temperaturfaldet, vinden mm.
Vigtigst af alt oplevede vi MUREN - det var en helt fantastisk oplevelse.
Lige før totaliten indtræf kunne vi langt mod vest se denne sorte mur (Månens skygge)
komme buldrende imod os med høj hastighed, og pludselig nåede den os - og det blev mørkt.
Godt et par minutter senere kom så enden af muren - lyset - farende igen. Det var en meget
speciel fornemmelse.
Kort efter totalitetens ophør pakkede vi sammen og kørte hjemad. Efter få hundrede meter havnede vi i en kø, som varede til Osnabrück !!!, som vi nåede til midnat, hvor vi havde regnet med at være hjemme. Vi ankom først til Vejen om morgenen godt trætte.